Sverige er det største land i Norden og er et godt valg for dem, der ønsker at kombinere forskellige naturoplevelser, men også byliv i Stockholm, Göteborg eller Malmø.
Stockholm er en fantastisk by med historiske bygninger, havmiljø og natur. Der er altid nye restauranter, butikker og events. Lær om Stockholms historie på Vasamuseet eller oplev fotokunst på Fotografiska. Gå en tur på Djurgården, eller rejs nemt med bus eller færge til skærgårdsøerne.
I Nordsverige kan du opleve storslået natur, stå på ski, vandre, besøge ishotellet Jukkasjärvi, køre med Inlandsbanan, prøve rafting eller se, hvordan Sverige, Norge og Finland mødes ved Treriksröset.
Skåne byder på fantastiske sandstrande, som Sandhammaren, der strækker sig over 3 kilometer. I Kåseberga kan du nyde frisk fisk, opleve det historiske monument Ales Stenar og surfe. Skåne er også hjemsted for Sveriges tredjestørste by, Malmø, som byder på forskellige kulturer, hyggelige caféer, frugtmarkeder og Sveriges bedste falafelrulle.
Geografi
Hvis du vil vide mere om Sverige kan du læse mere på Visit Sweden.
Mad og kultur
Madkultur: Den svenske madkultur ligner den i de andre nordiske lande, men der er nogle forskelle. Typisk mad i Sverige er husmandskost, såsom kødboller med kartofler og tyttebær, råraka med löjrom eller ærtesuppe med pandekager. Men du kan selvfølgelig finde mad fra hele verden!
Traditioner: Sverige har flere traditioner med fester og mad året rundt. Omkring Fettisdagen i februar går alle amok i semlor, og på Valborg i slutningen af april tændes der store bål. I juni er det midsommeraften med femkamp og dans om en stang, og i slutningen af august er der krebsefest.
Arbejdskultur:
I Sverige arbejder man 40 timer om ugen i en fuldtidsansættelse, normalt 8-17 med en times frokost- og kaffepause. Den svenske kultur er ofte præget af en høj grad af lighed og tolerance. Svenskerne værdsætter harmoni og samarbejde. De ser sig selv som en del af et samfund præget af solidaritet og gensidig respekt. Svenskere kan også være ret reserverede og tilbageholdende i deres kommunikation, hvilket kan være udfordrende i starten, når man skal lære en svensker at kende.